Det sker

Aktuelt

Aktiviteterne hos Børne- Kulturpiloterne varierer, og der er altid noget spændende på programmet. Følg med her på siden og se hvad vi helt aktuelt har i fokus.

”Pigeværelset - Et scenekunstprojekt om at være pige på tværs af etnicitet, bydel og alder”

Skuespillerinderne Amani Turk (kendt fra Underverden) og Christina Exner (Krysters Kartel) har i samarbejde med musiker Jeanett Albeck (Sort Samvittighed) og Børne- Kulturpiloterne skabt teaterforestillingen ”Pigeværelset - Et scenekunstprojekt om at være pige på tværs af etnicitet, bydel og alder”. 

Piger fra Urbanplanen i alderen 13-18 år lægger arm med fordomme og fortæller ufiltreret om, hvordan det er at være pige og blive kvinde i dag. På Pigeværelset tales der frit. Man deler hemmeligheder og tanker om, hvordan det er at blive voksen, og hvad det indebærer. Det er et fortroligt rum, hvor man lader håret hænge løst og er ærlig. Siksak mellem forventninger, veninder, kærester, identitet, seksualitet, religion og snapchat. Forestillingen er bygget op omkring pigegruppens egne historier og livserfaringer, så manuskriptet udspringer af de unges eget sprog. Pigernes forskellige stemmer og udtryk, såsom dans, rap, digte eller små scener kædes sammen, så de danner forestillingen, med opførelse for et udelukkende kvindeligt publikum på Teater ZeBU d. 3. og 4. april 2017 kl. 19.00. Billetter til forestillingen kan købes via www.livisundby.dk